Hvor bliver han af?!?

12 dage uden at skrive så meget som et ord! Tsk tsk... Nå, men nu skriver jeg altså igen. Det er ikke fordi der er sket de store ting i disse 12 dage. Nå, jo der er kun 3 uger til jeg kommer hjem på skoleophold. Er godt i gang med planlægningen af besøg rundt omkring så jeg kan nå flest muligt på de 9 dage hjemme. Heldigvis er meget af familien samlet til fødselsdag den dag jeg kommer hjem. Meget rart når ens kusine planlægger det sådan.

I mandags fik jeg et lille skud danmark omend på engelsk da jeg hørte Tina Dickow (eller Tina Dico som hun hedder her) på et lille spillested i London. Hun har lige udgivet sin 4. plade som allerede har solgt til guld i hjemlandet. Og for at støve repertoiret af spiller hun gerne for en lille flok mennesker i byen hun bor i. Hun kaldte os hendes lille legeplads, hvor hun kan være sig selv og lege med sine sange. Fra november starter hendes turne med fuldt band og altså mindre ”spillerum” hvis man kan bruge den betegnelse. Og så var det en mulighed for London'ere at få nogle af hendes nye sange at høre. Albummet udkommer først udenfor Danmarks grænser i 2008.
Skulle man ikke vide bedre ville man næsten tro at jeg var skudt i hende for hun har noget over sig og sine sange, men det er jo ikke rigtig hende altså alle sider af hende. Men hver gang hun kommer med noget nyt eller man hører hende live (6 gange indtil videre for mit vedkommende) bliver man suget ind igen. Ikke at forglemme er hun jo fra Højbjerg og er dermed Århusianer af betegnelse og det er jo aldrig skidt. Ej heller at hun er blot et halvt år yngre end undertegnede.
Nå, nok om mig og min drømmeverden... Til dem der ikke kender til hende og hendes musik, kan I så komme afsted til pladebutikken!

På arbejde går det bare derudaf, jeg får flere og flere opgaver, mere og mere ansvar og chefen har udtrykt sin begejstring og overraskelse for min nemhed ved at lære og omstille mig, så det er jo ikke så galt endda. Sprogligt er der faktisk de sidste par uger været dage hvor jeg på det nærmeste har tænkt på engelsk. Godt jeg kommer hjem fra tid til anden og snakker lidt dansk. Også godt at have det her at udtrykke mig på på modersmålet.

Glæder mig enormt til at komme hjem og fortælle folk lidt mere om livet herovre. Et er hvad man kan sidde og skrive her, et andet er hvad man for fortalt i en samtale.

Ciao!

Om at leve i England part 2

En af de ting der slog mig mest da jeg flyttede herover og havde været her nogle uger var hvor mange chips de spiser. I det supermarked (Tesco) jeg handler i er der mellem 80 og 100 hyldemeter med chips. I de fleste tilfælde er det store poser med 6 små poser chips i; i få tilfælde er det større poser med en række forskellige små poser i og i endnu færre tilfælde er det poser som vi kender derhjemme med 100-200g i. Og disse små poser gør det bekvemt at lige gå og få en snack hist og her og det gør de så. En af mine kolleger køber konsekvent en lille pose til når han har spist sin sandwich og når man så tænker over hvor mange han må spise i fritiden, derhjemme i weekenden, så kan det blive til en del. På pubben er der også altid et udvalg af disse små poser som der lystigt bliver fortæret af. Så deres fish and chips (pommes frites) er blevet afløst af crisps (chips).

De er også vældig glade for Carlsberg, men det er jo også en af verdens mest populære øl; deroppe på listen sammen med Heineken, Budweiser, Fosters, og Corona. Carlsberg er her der og alle vegne og også en vigtig sponsor i fodboldsammenhæng. De har blandt andet haft en stor andel i det nye Wembley (som kan ses i forrige indlæg).
Så man kan sige at med Carlsberg, Lurpak smør, dansk bacon og danish butter cookies bliver man ofte mindet om danevang. Tesco sælger endda snegle, rigtige danske bagersnegle! De ligger på bagerens hylder sammen med chokolade crossainter og brownies. Internationalt bagværk.

En anden ting der slog mig er forskellen i priser på varerne i forhold til derhjemme. Det var især det faktum at kød er meget dyrere end derhjemme, frugt og grønt er en smule dyrere, mælk er nogenlunde det samme, smør (altså som vi kender det) er noget dyrere, men hvad der skræmmer mig mest er hvor meget billigere de usunde ting er. Slik og sodavand kan fås til spotpriser i forhold til derhjemme og i store kvanti. Ikke noget at sige til at man ser mange overvægtige mennesker her (eller jeg skulle måske sige: også her).

Ellers er der faktisk mange ligheder med Danmark. Tag nu en ting som at få internet for eksempel. Jeg har, i min indiskutable afhængighed, lavet en del research på hvordan jeg bedst, hurtigst og billigst får internet. Men ligesom TDC derhjemme ejer al kobber i jorden, så ejer BT (British Telecom) al kobberet her. Min ven Philip har forsøgt at hjælpe det lidt på vej ved at ringe til numre hos BT som ikke er offentligt tilgængelig, men uden held. Han har siddet i flere omgange og ventet 20 minutter på at komme igennem for derefter at få dem til at love at de vil ringe op på min mobil, hvorefter der intet er hændt. Lyder en smule bekendt. Og alternativet er at jeg sidder og ringer fra min mobil i mere end 20 minutter til over en krone i minuttet for at få en fastnet forbindelse. Hurra for fri konkurrence.
Der er såmænd masser af internetudbydere her og en del af dem er i kombination med billige løsninger for udlandsopkald (som jeg jo godt kunne bruge), men alle disse tilbud afhænger af at man har en åben telefonlinje hos BT. Så indtil videre intet internet, udover det jeg kan hoppe på af åbne trådløse netværk i nabolaget, hvilket er ekstremt ustabilt og meget langsomt.

Arbejdssituationen er lidt svingende i øjeblikket. Jeg er dog blevet introduceret for flere arbejdsopgaver, så der er lidt mere jeg kan lave, men det er stadig ikke helt oppe at køre med opgaver fra kunderne.
Til gengæld har jeg nu et B1 truckcertifikat (den laveste kategori). Så jeg bliver sat til at laste og losse lastbilerne der kommer med fragt til og fra kunder, lufthavne mm.
I kontormiljøet er stemningen god trods, de manglende opgaver. Eksport manageren er en tysker der hedder Stefan. Han har en meget brovten form for humor, hvilket især bliver luftet om fredagen.
Import manageren er bossens bror, Stephen (eller Steve), der er fodboldtosse og holder med Chelsea. Han elsker at hakke på en af vores chauffører som er Tottenham fan (Tony). Stefan er Werder Bremen fan, men ikke på samme niveau som Stephen med Chelsea (eller jeg med AGF for den sags skyld). AGF taler vi desuden ikke om efter denne weekends fadæse.

I den forgangne uge var jeg meget tæt på at kunne spendere weekenden hjemme i Århus. En kunde skulle have noget til Aalborg fredag med en kurér. Det ville betyde at jeg kunne flyve til Aalborg, tage hjem til Århus over weekenden og hjem igen søndag. Desværre ringede kunden ikke tilbage fredag formiddag, så han havde fundet en anden løsning. Øv! Det er ved at være længe siden jeg var i DK, så det kunne jeg godt have brugt.

Nu er en afslappet weekend, uden de store gåture, ved at komme til en ende og endnu en uge truer. En uge hvor jeg skal på sikkerhedskursus, så jeg blandt andet lovligt kan have med farligt gods at gøre.

Cheerio!