onsdag den 22. august 2007

Om at leve i England - part 1

De foregående indlæg har været lidt om dit og lidt om dat. Nu vil jeg så prøve at opsummere lidt på hvad det generelle indtryk har været her efter godt 3 uger. Det vil selvfølgelig være farvet af at jeg bor i en provinsby der generelt lever af at være tæt på London og tæt på en af europas største lufthavne.

Folket

England er et blandet folkefærd og især her omkring hovedstaden er det meget iøjnefaldende. De tre mest fremtrædender befolkningsgrupper, udover de indfødte, er indere, pakistanere og polakker. Især sidstnævnte har overrasket mig meget i antal og at de lever i meget lukkede samfund. De gange jeg hører andre sprog end engelsk er polsk det mest fremtrædende. Alle tre grupper er kendt for at hårdtarbejdene og ydmyge og er ofte dem der påtager sig job andre ikke bryder sig om. Indere og pakistanere er dog meget mere blandet ind i de forskellige befolkningslag qua deres længere tid her i landet.

I bund og grund har jeg oplevet folk, her i Slough, som meget indelukkede og selvhævdende. Er man eksempelvis en tur i supermarkedet tager folk generelt ikke hensyn til om de står og fylder det hele eller om de puffer til en for at nå hvad de nu skal have på en hylde.
De unge er meget "på" og er ikke blege for at råbe ting efter folk og lave rav i gaden. På gågaden i centrum hænger de ud i store grupper om aftenen og ligner bestemt ikke nogen der giver meget for at lave lektier osv. Det er nok et en konsekvens af at der ikke er meget at lave for de unge her i provinsbyerne. Det eneste jeg er stødt på her er en biograf , ellers er ikke rigtig nogen steder at tage hen om aftenen.
Som så mange andre steder oplever man heldigvis at den ældre del af befolkningen er mere venlige og imødekommende.


Trafikken

Englands største problem, i mine øjne, er trafik. Der er simpelthen for mange biler på gaden og for mange folk der skal frem og tilbage. Man forsøger i London at få folk til at droppe bilen og tage offentlig transport ved at indføre en slags bompenge for at køre i midtbyen i myldretiden("congestion charge"). Men samtidig er det også dyrt at køre med offentlig transport, som sjovt nok får et nøk op ad hver gang deres "congestion charge" gør. Busser er billigst, derefter underground, mens togene har meget hampre priser og i modsætning til i Danmark er der ikke meget samarbejde på tværs af disse når man når uden for London. Både tog- og busnetværket er delt mellem flere store og små selskaber og der er stor forskel på hvad det koster. Det er for det meste regionalt opdelt, men flere steder køber selskaberne sig ind på enkelte ruter. Skal man fra eksempelvis London til Manchester kan man risikere at skulle køre med op til 3 selskaber der ikke giver rabat for den samlede tur og derfor er der også stort tryk på indenrigsflytrafikken.

Flytrafikken, som jeg naturligvis mærker meget til, er også stigende (i den travle tid i Heathrow fra ca. 9 morgen til 8 aften letter eller lander der et fly ca. hvert minut lige hen over mit kontor). De er i øjeblikket ved at færdiggøre terminal 5, der blandt andet skal huse den nye Airbus 380 med plads til op til 525 passagerer. Den åbner 27 marts 2008. Der måles iøvrigt på livet løs rundt omkring lufthavnen da der muligvis skal væltes nogle af skurene, hvor selskaberne modtager gods, fordi vingefanget er for stort på 380'eren når den taxier frem og tilbage. Og endelig er der på tale at lave en 3. start- og landingsbane, som vil øge trafikken med op til 25 %. Det vil så gå ud over en del husejere, da lufhavnen ikke har meget plads at boltre sig på og derfor er nødt til at udvide ind i beboelseskvarterer. For firmaet jeg arbejder hos (og hos konkurrenterne her) er mere trafik velkommen, da det uden tvivl betyder mere arbejde.

Terminal 5 er iøvrigt ved at sætte rekord i opførelseshastighed. Man har benyttet sig af en ny fremgangsmåde for at få entreprenørene til at overholde tidsfristerne. Man har simpelthen sagt at som en del af projektet skal man som entreprenør skyde en beløb ind i en pulje hvorfra forsinkelser skal dækkes uanset om det er ens egen forsinkelse eller en af de andre entreprenører. Puljen bliver tilbagebetalt efter endt byggeri og alle dækker derved et eventuelt tab. Derved undgår man at de forskellige firmaer kommer op og slås over at skulle vente på hinanden da alle er interesserede i at få deres penge igen og derfor overholder deres tidsfrister. Det er vist ret sensasionelt at det er lykkedes at få alle parter til at indgå aftalen, men det har indtil videre vist sig som en succes. Læs her om T5 Agreement

Part 2 kommer snarest