Sidste kapitel - i denne omgang

Så er jeg tilbage i Danmark. Det vil sige at det har jeg været i et stykke tid. Jeg har indtil for nylig logeret hos "de gamle", men er nu flyttet i en ny lejlighed og har fået nyt job. Blot 3 uger efter jeg var kommet hjem blev jeg ansat ved Frode Laursen i Vitten, hvor jeg startede den 3. december. På grund af beliggenheden for firmaet besluttede jeg at søge bolig i omegnen med det nordlige Århus som den fjerneste mulighed, sådan rent geografisk. Det er endt med at jeg nu bor i Hammel i den gamle apotekerbygning lige midt i byen med bager, grillbar og kiosk lige udenfor døren og handelsgaden et stenkast væk. Det er i en lækker 2-værelses med meget mere plads end jeg har møbler til - det bliver dyrt i længden ;o)

Når man flytter til en by lidt udenfor storbyen bliver mulighederne for offentlig transport automatisk mindre og som effekt deraf har jeg været ude at købe bil til at fragte mig de godt 10 km på arbejde, til besøg hos venner og familie og ikke mindst til stadion når nu den lange vinterpause får en ende.

Så alt i alt er det ikke så ringe endda....
Og dermed lukker jeg "bogen" for denne gang...

En alvors stund

Det er ikke nemt det her, men jeg vil sige tak til alle der har støttet mig og syntes at det var modigt, fantastisk, vildt, spændende osv. at jeg har begivet mig til England for at opsøge en oplevelse og uddannelse ud over det sædvanlige. Jeg håber at de samme mennesker vil støtte mig i den beslutning jeg har taget, som har været ekstrem svær at tage og som er et resultat af uendelig mange overvejelser som har fyldt hver eneste dag den seneste måneds tid.

Det er slut. Jeg vender snarest muligt hjem til Danmark og håber at kunne genoptage min uddannelse der.

For at gøre en lang historie kort så bunder beslutningen i en længerevarende kontinuerlig afvejning af positive og negative sider ved at være her, både dem der er umiddelbare og dem som rækker ind i fremtiden.
I den seneste uge er skalaen tippet helt til den forkerte side og der hvor de fleste og største minusser er er på arbejdspladsen. Det er ikke selve arbejdet, der er hamrende spændende og absolut noget jeg vil fortsætte med, men dem jeg arbejder for og med. For at sige det lige ud er firmaet gennemråddent af intriger, skænderier, jalousi og mangel på respekt. Det er svært at komme ind på de enkelte elementer, men det der den seneste uge har fået ekstra minusser på vægten er, at af de 6 vi sidder på det kontor hvor jeg er, er 2 af dem i seriøse overvejelser om at søge væk fordi de heller ikke kan klare det mere. Jeg troede i en overgang bare det var mig der havde svært ved en fremmed kultur og en anderledes måde at drive virksomhed som det må forventes at være når man kommer til et andet land. Men når det viser sig at folk fra landet man arbejder i og folk som har boet der i en årrække heller ikke kan klare stemningen og presset, så har jeg lært at det ikke bare var mig.

Jeg har valgt ikke at give landet en ny chance og søge ind i et andet firma der, fordi jeg helt ærligt har brug for lidt tryggere rammer omkring mig end i et land hvor jeg ikke stadig er helt med på melodien om hvordan tingene foregår. Det har været en kæmpe overraskelse og oplevelse at se hvor stor forskel der alligevel er på Danmark og England selvom det udefra ser relativt ens ud.

Så tak for støtten til alle!
Vi ses forhåbentlig snart, jeg kommer hjem så snart de praktiske ting er ude af verden mht bolig og afslutningen på arbejde.

Hvor bliver han af?!?

12 dage uden at skrive så meget som et ord! Tsk tsk... Nå, men nu skriver jeg altså igen. Det er ikke fordi der er sket de store ting i disse 12 dage. Nå, jo der er kun 3 uger til jeg kommer hjem på skoleophold. Er godt i gang med planlægningen af besøg rundt omkring så jeg kan nå flest muligt på de 9 dage hjemme. Heldigvis er meget af familien samlet til fødselsdag den dag jeg kommer hjem. Meget rart når ens kusine planlægger det sådan.

I mandags fik jeg et lille skud danmark omend på engelsk da jeg hørte Tina Dickow (eller Tina Dico som hun hedder her) på et lille spillested i London. Hun har lige udgivet sin 4. plade som allerede har solgt til guld i hjemlandet. Og for at støve repertoiret af spiller hun gerne for en lille flok mennesker i byen hun bor i. Hun kaldte os hendes lille legeplads, hvor hun kan være sig selv og lege med sine sange. Fra november starter hendes turne med fuldt band og altså mindre ”spillerum” hvis man kan bruge den betegnelse. Og så var det en mulighed for London'ere at få nogle af hendes nye sange at høre. Albummet udkommer først udenfor Danmarks grænser i 2008.
Skulle man ikke vide bedre ville man næsten tro at jeg var skudt i hende for hun har noget over sig og sine sange, men det er jo ikke rigtig hende altså alle sider af hende. Men hver gang hun kommer med noget nyt eller man hører hende live (6 gange indtil videre for mit vedkommende) bliver man suget ind igen. Ikke at forglemme er hun jo fra Højbjerg og er dermed Århusianer af betegnelse og det er jo aldrig skidt. Ej heller at hun er blot et halvt år yngre end undertegnede.
Nå, nok om mig og min drømmeverden... Til dem der ikke kender til hende og hendes musik, kan I så komme afsted til pladebutikken!

På arbejde går det bare derudaf, jeg får flere og flere opgaver, mere og mere ansvar og chefen har udtrykt sin begejstring og overraskelse for min nemhed ved at lære og omstille mig, så det er jo ikke så galt endda. Sprogligt er der faktisk de sidste par uger været dage hvor jeg på det nærmeste har tænkt på engelsk. Godt jeg kommer hjem fra tid til anden og snakker lidt dansk. Også godt at have det her at udtrykke mig på på modersmålet.

Glæder mig enormt til at komme hjem og fortælle folk lidt mere om livet herovre. Et er hvad man kan sidde og skrive her, et andet er hvad man for fortalt i en samtale.

Ciao!

Om at leve i England part 2

En af de ting der slog mig mest da jeg flyttede herover og havde været her nogle uger var hvor mange chips de spiser. I det supermarked (Tesco) jeg handler i er der mellem 80 og 100 hyldemeter med chips. I de fleste tilfælde er det store poser med 6 små poser chips i; i få tilfælde er det større poser med en række forskellige små poser i og i endnu færre tilfælde er det poser som vi kender derhjemme med 100-200g i. Og disse små poser gør det bekvemt at lige gå og få en snack hist og her og det gør de så. En af mine kolleger køber konsekvent en lille pose til når han har spist sin sandwich og når man så tænker over hvor mange han må spise i fritiden, derhjemme i weekenden, så kan det blive til en del. På pubben er der også altid et udvalg af disse små poser som der lystigt bliver fortæret af. Så deres fish and chips (pommes frites) er blevet afløst af crisps (chips).

De er også vældig glade for Carlsberg, men det er jo også en af verdens mest populære øl; deroppe på listen sammen med Heineken, Budweiser, Fosters, og Corona. Carlsberg er her der og alle vegne og også en vigtig sponsor i fodboldsammenhæng. De har blandt andet haft en stor andel i det nye Wembley (som kan ses i forrige indlæg).
Så man kan sige at med Carlsberg, Lurpak smør, dansk bacon og danish butter cookies bliver man ofte mindet om danevang. Tesco sælger endda snegle, rigtige danske bagersnegle! De ligger på bagerens hylder sammen med chokolade crossainter og brownies. Internationalt bagværk.

En anden ting der slog mig er forskellen i priser på varerne i forhold til derhjemme. Det var især det faktum at kød er meget dyrere end derhjemme, frugt og grønt er en smule dyrere, mælk er nogenlunde det samme, smør (altså som vi kender det) er noget dyrere, men hvad der skræmmer mig mest er hvor meget billigere de usunde ting er. Slik og sodavand kan fås til spotpriser i forhold til derhjemme og i store kvanti. Ikke noget at sige til at man ser mange overvægtige mennesker her (eller jeg skulle måske sige: også her).

Ellers er der faktisk mange ligheder med Danmark. Tag nu en ting som at få internet for eksempel. Jeg har, i min indiskutable afhængighed, lavet en del research på hvordan jeg bedst, hurtigst og billigst får internet. Men ligesom TDC derhjemme ejer al kobber i jorden, så ejer BT (British Telecom) al kobberet her. Min ven Philip har forsøgt at hjælpe det lidt på vej ved at ringe til numre hos BT som ikke er offentligt tilgængelig, men uden held. Han har siddet i flere omgange og ventet 20 minutter på at komme igennem for derefter at få dem til at love at de vil ringe op på min mobil, hvorefter der intet er hændt. Lyder en smule bekendt. Og alternativet er at jeg sidder og ringer fra min mobil i mere end 20 minutter til over en krone i minuttet for at få en fastnet forbindelse. Hurra for fri konkurrence.
Der er såmænd masser af internetudbydere her og en del af dem er i kombination med billige løsninger for udlandsopkald (som jeg jo godt kunne bruge), men alle disse tilbud afhænger af at man har en åben telefonlinje hos BT. Så indtil videre intet internet, udover det jeg kan hoppe på af åbne trådløse netværk i nabolaget, hvilket er ekstremt ustabilt og meget langsomt.

Arbejdssituationen er lidt svingende i øjeblikket. Jeg er dog blevet introduceret for flere arbejdsopgaver, så der er lidt mere jeg kan lave, men det er stadig ikke helt oppe at køre med opgaver fra kunderne.
Til gengæld har jeg nu et B1 truckcertifikat (den laveste kategori). Så jeg bliver sat til at laste og losse lastbilerne der kommer med fragt til og fra kunder, lufthavne mm.
I kontormiljøet er stemningen god trods, de manglende opgaver. Eksport manageren er en tysker der hedder Stefan. Han har en meget brovten form for humor, hvilket især bliver luftet om fredagen.
Import manageren er bossens bror, Stephen (eller Steve), der er fodboldtosse og holder med Chelsea. Han elsker at hakke på en af vores chauffører som er Tottenham fan (Tony). Stefan er Werder Bremen fan, men ikke på samme niveau som Stephen med Chelsea (eller jeg med AGF for den sags skyld). AGF taler vi desuden ikke om efter denne weekends fadæse.

I den forgangne uge var jeg meget tæt på at kunne spendere weekenden hjemme i Århus. En kunde skulle have noget til Aalborg fredag med en kurér. Det ville betyde at jeg kunne flyve til Aalborg, tage hjem til Århus over weekenden og hjem igen søndag. Desværre ringede kunden ikke tilbage fredag formiddag, så han havde fundet en anden løsning. Øv! Det er ved at være længe siden jeg var i DK, så det kunne jeg godt have brugt.

Nu er en afslappet weekend, uden de store gåture, ved at komme til en ende og endnu en uge truer. En uge hvor jeg skal på sikkerhedskursus, så jeg blandt andet lovligt kan have med farligt gods at gøre.

Cheerio!

Indskudt sætning

Inden jeg går i krig med part 2 af mit udlæg om at leve i England, så var der tid og mulighed til at se sig lidt omkring i den forgangne weekend.

Det var perfekt vejr startende med lørdag med stort set skyfri himmel og 26-27 grader.

Jeg gik en tur sydpå for at se hvad der lå bag M4 motorvejen og her fandt jeg floden Iver som er blot 500 m fra hvor jeg bor.

Ude til venstre i billedet kan Slough ses med et par højhuse og kirkespiret.
Denne flod som er en af mange i England er på dette sted næsten lige så bred som det bredeste stykke af gudenåen.

Jeg fortsatte langs med floden mod vest og fandt ud af at de har faktisk nogle gode cykel-og gåruter udenfor byområderne. Da jeg senere kom til et sted hvor den "public footpath" faktisk gik ind over en mark, så jeg ude i horisonten Windsor Castle.

Dertil gik jeg dagen efter, altså søndag, men da strejkede mit kamera, så billederne af slottet, Eton College og den smukke Eton by må I have til gode.

Mandag, som var bank holiday, tog jeg til London og gik på RAF museet. Jeg har godt nok været der en gang før for 4 år siden, men den slags kan man næsten ikke få nok af. Billederne derfra kan ses i mit galleri. Jeg skal med det samme beklage at nogle af billederne derfra er mørke og utydelige, men det har lidt at gøre med mit kameras beskaffenhed og den til tider mangelfulde belysning i hallerne.

Efter rundturen der tog jeg ud til Wembley som jeg havde set på afstand da jeg kørte med underground "overground". Det er altså et imponerende stadion og jeg fik endda kun set det udefra.

Fra det nederste niveau og op til de øverste sæder indendørs er der hvad der svarer til 6 etager af et almindeligt boligbyggeri. Turen rundt om stadion som man kan gå uden forhindringer er på lidt over en kilometer langs med muren!
Som det kan ses på billederne var mandag også med fint vejr (det var søndag i øvrigt også), så jeg skal ikke klage over regnen herovre. Den har jeg ikke set meget til endnu 7-9-13.

Det var en rigtig god 3 dages weekend og lidt hurtig hovedregning sagde at jeg hver af disse dage havde gået mellem 8 og 10 kilometer. Godt med lidt motion en gang imellem ;o)

Om at leve i England - part 1

De foregående indlæg har været lidt om dit og lidt om dat. Nu vil jeg så prøve at opsummere lidt på hvad det generelle indtryk har været her efter godt 3 uger. Det vil selvfølgelig være farvet af at jeg bor i en provinsby der generelt lever af at være tæt på London og tæt på en af europas største lufthavne.

Folket

England er et blandet folkefærd og især her omkring hovedstaden er det meget iøjnefaldende. De tre mest fremtrædender befolkningsgrupper, udover de indfødte, er indere, pakistanere og polakker. Især sidstnævnte har overrasket mig meget i antal og at de lever i meget lukkede samfund. De gange jeg hører andre sprog end engelsk er polsk det mest fremtrædende. Alle tre grupper er kendt for at hårdtarbejdene og ydmyge og er ofte dem der påtager sig job andre ikke bryder sig om. Indere og pakistanere er dog meget mere blandet ind i de forskellige befolkningslag qua deres længere tid her i landet.

I bund og grund har jeg oplevet folk, her i Slough, som meget indelukkede og selvhævdende. Er man eksempelvis en tur i supermarkedet tager folk generelt ikke hensyn til om de står og fylder det hele eller om de puffer til en for at nå hvad de nu skal have på en hylde.
De unge er meget "på" og er ikke blege for at råbe ting efter folk og lave rav i gaden. På gågaden i centrum hænger de ud i store grupper om aftenen og ligner bestemt ikke nogen der giver meget for at lave lektier osv. Det er nok et en konsekvens af at der ikke er meget at lave for de unge her i provinsbyerne. Det eneste jeg er stødt på her er en biograf , ellers er ikke rigtig nogen steder at tage hen om aftenen.
Som så mange andre steder oplever man heldigvis at den ældre del af befolkningen er mere venlige og imødekommende.


Trafikken

Englands største problem, i mine øjne, er trafik. Der er simpelthen for mange biler på gaden og for mange folk der skal frem og tilbage. Man forsøger i London at få folk til at droppe bilen og tage offentlig transport ved at indføre en slags bompenge for at køre i midtbyen i myldretiden("congestion charge"). Men samtidig er det også dyrt at køre med offentlig transport, som sjovt nok får et nøk op ad hver gang deres "congestion charge" gør. Busser er billigst, derefter underground, mens togene har meget hampre priser og i modsætning til i Danmark er der ikke meget samarbejde på tværs af disse når man når uden for London. Både tog- og busnetværket er delt mellem flere store og små selskaber og der er stor forskel på hvad det koster. Det er for det meste regionalt opdelt, men flere steder køber selskaberne sig ind på enkelte ruter. Skal man fra eksempelvis London til Manchester kan man risikere at skulle køre med op til 3 selskaber der ikke giver rabat for den samlede tur og derfor er der også stort tryk på indenrigsflytrafikken.

Flytrafikken, som jeg naturligvis mærker meget til, er også stigende (i den travle tid i Heathrow fra ca. 9 morgen til 8 aften letter eller lander der et fly ca. hvert minut lige hen over mit kontor). De er i øjeblikket ved at færdiggøre terminal 5, der blandt andet skal huse den nye Airbus 380 med plads til op til 525 passagerer. Den åbner 27 marts 2008. Der måles iøvrigt på livet løs rundt omkring lufthavnen da der muligvis skal væltes nogle af skurene, hvor selskaberne modtager gods, fordi vingefanget er for stort på 380'eren når den taxier frem og tilbage. Og endelig er der på tale at lave en 3. start- og landingsbane, som vil øge trafikken med op til 25 %. Det vil så gå ud over en del husejere, da lufhavnen ikke har meget plads at boltre sig på og derfor er nødt til at udvide ind i beboelseskvarterer. For firmaet jeg arbejder hos (og hos konkurrenterne her) er mere trafik velkommen, da det uden tvivl betyder mere arbejde.

Terminal 5 er iøvrigt ved at sætte rekord i opførelseshastighed. Man har benyttet sig af en ny fremgangsmåde for at få entreprenørene til at overholde tidsfristerne. Man har simpelthen sagt at som en del af projektet skal man som entreprenør skyde en beløb ind i en pulje hvorfra forsinkelser skal dækkes uanset om det er ens egen forsinkelse eller en af de andre entreprenører. Puljen bliver tilbagebetalt efter endt byggeri og alle dækker derved et eventuelt tab. Derved undgår man at de forskellige firmaer kommer op og slås over at skulle vente på hinanden da alle er interesserede i at få deres penge igen og derfor overholder deres tidsfrister. Det er vist ret sensasionelt at det er lykkedes at få alle parter til at indgå aftalen, men det har indtil videre vist sig som en succes. Læs her om T5 Agreement

Part 2 kommer snarest

3 gone - 101 to go

Endnu en uge gået. Det går efterhånden stærkt og det er såmænd også fint nok.
I denne uge oplevede jeg endda en bustur fra helvede. Hvis nogen synes at danske chauffører kører råddent som kom lige herover engang og tag turen mellem et par mellemstore provinsbyer, så får I en overraskelse.

Jeg skulle til High Wycombe til en samtale for at få mit National Insurance nummer; det er ved hjælp af det man betaler til den engelske sundhedssektor herovre. Turen dertil gik fint nok, tog fra arbejde kl 14 og så med bus til Slough og endnu en bus til High Wycombe. Men hjemturen var noget ganske andet. Da var det nemlig blevet myldretid og når chaufførerne godt ved at de skal overholde tidsplanen (der åbenbart ikke tager nok forbehold for myldretid), jamen så får den ekstra gas når man er ude på vejen mellem byerne hvor trafikken ikke er helt så tæt. Så med en hastighed der ligger 20-30 kmt/t over det tilladte i en bus i skarpe sving frem og tilbage, så bliver man kastet lidt rundt. For denne turs chauffør fandtes der iøvrigt intet imellem fuld gas og bremserne i bund. Man blev derfor både kastet frem og tilbage og fra side til side. Når så endelig man holdt i kø på vej ind i Slough, så skulle der jo ikke opstå huller på mere end 5 cm frem til bilen foran, så igen hakkede bussen sig frem gennem godt en halv times kø i udkanten af Slough. Jeg har ikke været køresyg i 20 år, men det her var altså ved at være tæt på...

I dag er det lørdag, en smule trist i vejret og store vaskedag. Man har jo tidligere været "forkælet" med muligheden for at reservere op til 4 maskiner og 2 tørretumblere af gangen, men her med en maskine, der er 2 timer om en ganske normal 40 graders vask, så skal der planlægges lidt. Nu er tørresnorene fyldt, så må resten vente til imorgen.

Ellers er der ikke meget at berette ud over, selvfølgelig, den store skuffelse af ikke at være sendt på tur til Danmark i denne uge ;o)
Men som en kollega fortalte så kan der gå måneder imellem kurer jobs og så pludselig kommer de som perler på en snor. Jeg blev dog opfordret til at tilmelde mig nogle af de bonusordninger flyselskaberne har. Det kunne ende i en gratis tur hjem på et tidspunkt.

Og nu vi taler om at tage hjem, så skal jeg allerede nu til at bestille turen hjem til jul. Selv lavprisselskaberne har luret at der er ekstra tryk på i slutningen af december så der er startpriserne naturligvis noget højere end normalt. Desuden har Ryanair for nylig skåret antallet af afgange til Århus (og tilbage) fra 2 gange daglig til 1. Og afgangen fra London Stansted er kl 7.10 om morgenen, hvilket er rigtig skidt, for det betyder at jeg skal hjemmefra kl 3 om natten for at nå det. Det ender nok med at jeg hellere flyver til Aalborg eller Billund. Det gør jeg i hvert fald til november når jeg kommer hjem til en forlænget weekend der.

Nå, men kan i hygge Jer.
Cheers!